Anstalten ved Herstedvester d. 21. marts 2010
Lotte Faarup skriver:
Det er søndag; en hvid, diset, blæsende en af slagsen.
"Skyggen af Kain" er kommet til Herstedvester fængsel, men kun ved hjælp af stedets flinke præst, som i bil eskorterer os hen foran en kæmpe jernport. Vi er i Albertslund, det ved vi, men ellers er der ikke noget vejskilt eller dørskilt nogen som helst steder der fortæller os, at det her er Herstedvester fængsel.
Vi kører samlet ind. En port lukkes bag os. Vi er nu i ingen mands land, nærmest "i muren". Så lukker en ny port op og vi kører ind.
Her befinder vi os på et område omkranset af meget høje beton mure. Få steder ses udsmykning på muren i kraftige farver. Ellers er her tomt.
Bortset fra husblokke med værelser, værksteder, administration.
I vagten afleverer vi vores kontakt til omverdenen i form af vores mobiltelefoner og derefter kører vi hen til stedets gymnastiksal for at stille op.
Det vi ved om stedet er, at her primært sidder folk dømt for drab eller sædlighedsforbrydelser. Det er et absolut lukket fængsel og flere indsatte er i behandling for psykiske lidelser og derfor under kraftig medicinering.
Igen slår det os, hvor fremmede vi er i dette miljø, og hvor lidt vi egentlig ved.
Vi er godt hjulpet under opbygningen; præsten og hjælpepræsten (fra Vridsløselille fængsel) kommer med masser af mad og drikke, mens to indsatte hjælper os med stænger og møtrikker. Vi er i god tid denne gang og har overskud til at sætte os ind i fitness rummet og spise og snakke. Her hænger en plakat af Arnold Schwarzenegger med svulmende muskler. Måske er han ment som et forbillede, men han er faktisk det mest uhyggelige vi møder herinde under hele besøget.
Da vi spørger til hvor mange der mon kommer til forestillingen, er svaret igen nølende …hvis der kommer 15 er det en succes bliver der sagt. OK, så er vi forberedt.
Alt virker roligt og rart, kun er der den forskel fra sidst, at der hele tiden er en vagt tilstede, og det øjeblik hun og hjælperne går, bliver vi låst inde i gymnastiksalen og skal ringe fra en telefon i salen, hvis vi har brug for kontakt. Dette er en verden fuld af meget tydelige små afgrænsede verdener med meget klare spilleregler.
Da forestillingen går i gang, trisser 15 fanger ind i teltet. Vil det sige succes?
Der er tusmørke-mørkt i starten og jeg kan kun lige skimte deres ansigter. Hvem er de, der har valgt at bruge deres søndag eftermiddag her med os? Et par grønlændere, nogen unge mænd, nogen ældre, en enkelt kvinde …
Og forestillingen går i gang og igen kan jeg mærke at de lytter. Bortset fra en ældre mand, der spiser slik og ofte flytter plads. Og bortset fra en ung fyr, der flere gange hvisker: Hold kæææffft ….
Spillerne har godt greb om historien, lytter til publikum, er tilstede sammen med dem og går gennem historien med overskud. Så er der applaus. Og så bliver der stille, men ingen rejser sig op.
Jeg rejser mig, for vi har aftalt med præsten at lægge op til en lille snak, hvis der er basis for det.
Jeg præsenterer mig, præsenterer holdet, fortæller lidt om bevæggrundene til at lave stykket. Til slut spørger jeg om nogen har lyst til at sige noget, eller spørge om noget.
Den lille ældre mand der spiste slik er en af de mest aktive. Han har forslag til at forbedre fortællerstrukturen, så man også forstår de mere abstrakte passager. En anden siger at det var godt brugt det hele, både lys, lyd, skuespil og tingene.
En tredje spørger: Gør I det her for at give os dårlig samvittighed?
Jeg prøver at beskrive indignationen i forhold til "nul tolerance"politikken som et stærkt incitament for at tvinge alle til at se et menneskes skyggeside. Imens nikker en ung fyr heftigt.
En siger: I aner ikke hvor langt bagud vi er i forhold til jeres verden. Hvis nogen af os overhovedet har set teater, så var det måske en gang da vi var børn til en skolekomedie. Det er fantastisk at se en historie i sådan en opsætning som denne her, med moderne teknik og alting. Det er rigtig flot.
Den sidste der tager ordet siger: Hvad er det næste I kommer og spiller for os?
Stor applaus til alle - vi klapper af os alle sammen.
De siger farvel og trisser tilbage, vi pakker sammen og kører uden for muren. Lidt klogere en før og en stor oplevelse rigere.
Lotte Faarup skriver:
Det er søndag; en hvid, diset, blæsende en af slagsen.
"Skyggen af Kain" er kommet til Herstedvester fængsel, men kun ved hjælp af stedets flinke præst, som i bil eskorterer os hen foran en kæmpe jernport. Vi er i Albertslund, det ved vi, men ellers er der ikke noget vejskilt eller dørskilt nogen som helst steder der fortæller os, at det her er Herstedvester fængsel.
Vi kører samlet ind. En port lukkes bag os. Vi er nu i ingen mands land, nærmest "i muren". Så lukker en ny port op og vi kører ind.
Her befinder vi os på et område omkranset af meget høje beton mure. Få steder ses udsmykning på muren i kraftige farver. Ellers er her tomt.
Bortset fra husblokke med værelser, værksteder, administration.
I vagten afleverer vi vores kontakt til omverdenen i form af vores mobiltelefoner og derefter kører vi hen til stedets gymnastiksal for at stille op.
Det vi ved om stedet er, at her primært sidder folk dømt for drab eller sædlighedsforbrydelser. Det er et absolut lukket fængsel og flere indsatte er i behandling for psykiske lidelser og derfor under kraftig medicinering.
Igen slår det os, hvor fremmede vi er i dette miljø, og hvor lidt vi egentlig ved.
Vi er godt hjulpet under opbygningen; præsten og hjælpepræsten (fra Vridsløselille fængsel) kommer med masser af mad og drikke, mens to indsatte hjælper os med stænger og møtrikker. Vi er i god tid denne gang og har overskud til at sætte os ind i fitness rummet og spise og snakke. Her hænger en plakat af Arnold Schwarzenegger med svulmende muskler. Måske er han ment som et forbillede, men han er faktisk det mest uhyggelige vi møder herinde under hele besøget.
Da vi spørger til hvor mange der mon kommer til forestillingen, er svaret igen nølende …hvis der kommer 15 er det en succes bliver der sagt. OK, så er vi forberedt.
Alt virker roligt og rart, kun er der den forskel fra sidst, at der hele tiden er en vagt tilstede, og det øjeblik hun og hjælperne går, bliver vi låst inde i gymnastiksalen og skal ringe fra en telefon i salen, hvis vi har brug for kontakt. Dette er en verden fuld af meget tydelige små afgrænsede verdener med meget klare spilleregler.
Da forestillingen går i gang, trisser 15 fanger ind i teltet. Vil det sige succes?
Der er tusmørke-mørkt i starten og jeg kan kun lige skimte deres ansigter. Hvem er de, der har valgt at bruge deres søndag eftermiddag her med os? Et par grønlændere, nogen unge mænd, nogen ældre, en enkelt kvinde …
Og forestillingen går i gang og igen kan jeg mærke at de lytter. Bortset fra en ældre mand, der spiser slik og ofte flytter plads. Og bortset fra en ung fyr, der flere gange hvisker: Hold kæææffft ….
Spillerne har godt greb om historien, lytter til publikum, er tilstede sammen med dem og går gennem historien med overskud. Så er der applaus. Og så bliver der stille, men ingen rejser sig op.
Jeg rejser mig, for vi har aftalt med præsten at lægge op til en lille snak, hvis der er basis for det.
Jeg præsenterer mig, præsenterer holdet, fortæller lidt om bevæggrundene til at lave stykket. Til slut spørger jeg om nogen har lyst til at sige noget, eller spørge om noget.
Den lille ældre mand der spiste slik er en af de mest aktive. Han har forslag til at forbedre fortællerstrukturen, så man også forstår de mere abstrakte passager. En anden siger at det var godt brugt det hele, både lys, lyd, skuespil og tingene.
En tredje spørger: Gør I det her for at give os dårlig samvittighed?
Jeg prøver at beskrive indignationen i forhold til "nul tolerance"politikken som et stærkt incitament for at tvinge alle til at se et menneskes skyggeside. Imens nikker en ung fyr heftigt.
En siger: I aner ikke hvor langt bagud vi er i forhold til jeres verden. Hvis nogen af os overhovedet har set teater, så var det måske en gang da vi var børn til en skolekomedie. Det er fantastisk at se en historie i sådan en opsætning som denne her, med moderne teknik og alting. Det er rigtig flot.
Den sidste der tager ordet siger: Hvad er det næste I kommer og spiller for os?
Stor applaus til alle - vi klapper af os alle sammen.
De siger farvel og trisser tilbage, vi pakker sammen og kører uden for muren. Lidt klogere en før og en stor oplevelse rigere.