Det eksklusive hus

– et feministisk antikapitalistisk performativt angreb på vestlige neokoloniale magtstrukturer ved brug af viden, omsorg, latter, sammenhold, dans, vrede, sang, poesi samt anden undergravende adfærd. 

Historien

En sen aften i København sidder fire kvinder på hver deres hotelværelse og søger på nettet. De er netop kommet hjem fra konferencen Leadership and Governance organiseret af World Economic Forum. Nu sidder de og leder efter information, der kan forklare, hvordan ressourcer flyder fra det globale syd mod Vesten, hvordan ressourcerne bliver til pengestrømme, der flyder i lukkede kredsløb mellem rige lande. De forestiller sig usynlige elektriske signaler arbejde under de europæiske byers asfalt, de stirrer på tal og grafer – fire kvinder – alle med både dansk og ikke-vestlig baggrund.

Nettet er ustabilt, og kvinderne bliver ved med at ryge af, men fordi de bliver ved med at søge, glider de ind i en tidslomme, nærmere bestemt til Berlinkonferencen på den dag, den 26. februar 1885, hvor de europæiske lande forfatter det rationale, der giver dem ret til at dele Afrika op i kolonier mellem sig.

Kvinderne læser, og mens de læser, forestiller de sig hvordan det gik til, og mens de forestiller sig det, glider de ind i det rum hvor 22 mænd sidder rundt om et mørkt mahognibord og skriver under på en aftale. Ingen af mændene har noget hoved, og alligevel taler de.

En af kvinderne undrer sig, da hun hører de samme ord som en dansk politiker brugte i sin tale på konferencen: ”Regeringen har med sin nye Afrika-strategi fået øjnene op for vigtigheden og potentialet i Afrika. Den har indset, at det er altafgørende for Danmark at være engageret…” En af de andre kvinder kigger på det store kort over Afrika, der hænger over mahognibordet. Hun kigger på Ghana og kommer til at tænke på den danske fregat Esbern Snare, der i 2021 blev sendt til Guineabugten for at beskytte danske handelsskibe mod pirateri. Det slår hende, at Danmark har været på det sted før, nemlig 300 år tidligere i forbindelse med den transatlantiske slavehandel.

Det er fortid, men det er også nutid, for vi befinder os i et vakuum, hvor tiderne flyder sammen, hvor historiske begivenheder gentages i nye forklædninger, og hvor det herskende regelsæt er forventningen om økonomisk overskud. Mellem disse fire kvinder er en forbindelse ved at blive etableret.


Hvorfor denne forestilling 

Førende økonomer og samfundsdebattører sætter spørgsmålstegn ved det kapitalistiske system. De peger på den voksende ulighed og diskuterer, hvordan tilstanden med evig vækst og profit kan ændres, på hvordan man kan afbøde den øgede ulighed mellem mennesker og rovdriften på naturens ressourcer, og de arbejder på at opstille reelle alternativer.

I denne kontekst opfører vi i foråret 2027 teaterforestillingen Det eksklusive hus, der handler om fire kvinders ønske om at desertere fra det vestlige samfund, immaterielle pengestrømme og isolation og deres mentale søgen efter en anden menneskelig måde at agere i verden på – en rejse i både tid og rum. Forestillingen handler om modstand, kraft og optrevling af usynlige magtsystemer, men den handler også om overlevelsesstrategier, kærlighed, omsorg og håb.

 

Sammen med et hold scenekunstnere med forskellig etnisk baggrund og med en kritisk forskningsbaseret rådgivningsgruppe, forsøger vi med Det eksklusive hus at udfordre den vestlige kapitalisme. 

Det Olske Orkester har i de sidste mange år forholdt sig til den danske og europæiske kolonihistorie og dens betydning for vestens selvfortælling. Den seneste forestilling Det vandrende menneske handlede om Danmarks kolonisering af Grønland og de neokoloniale strukturer der stadig eksisterer i relationen mellem de to lande.

Med Det eksklusive hus fortsætter vi det dekoloniale fokus; denne gang i et antikapitalistisk globalt perspektiv.

Støttegivere

Kunstrådets Projektstøtteudvalg for Scenekunst
Knud Højgaards Fond
Henrik Lydings Mindefond
Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond
Grete og Sigurd Pedersens Fond
William Demant Fonden
Dansk Skuespillerforbunds produktionsstøtte

Spillested: Kasernen på Refshaleøen
Spilleperiode: 12.4. – 1.5.
Tidspunkter: man-lør kl.17.30 spisning kl. 19 – Teaterbillet og mad efter forestillingen.
1. uge 6 aftenforestillinger
2. uge 6 aftenforestillinger + tirs kl. 10.30
3. uge 6 aftenforestillinger + tirs kl. 10.30

Credits

Medvirkende: Meleat Fredriksson, Ross Mangal Khan, Angelina Kirchhoff, Katrien van der
Velden, Øyvind Kirchhoff
Dramatiker og instruktør: Lotte Faarup
Scenograf: Rolf Søborg Hansen
Lysdesigner: Emil Wardeh
Lyddesigner: Jonas Jørgensen
Grafik: Therese Buch-Andersen
PR: Lena Hedegaard, Art Attack
Projektleder: Charlotte Rindom