Det kontaktløse forhold
-en syret udgave af H. C. Andersens Nattergalen
Vi har vænnet os til det. Forhold uden fysisk kontakt. Uden kropslig konsekvens. Vi stirrer ind i en lysende skærm og siger vi er i kontakt med andre mennesker. Vi afbrydes hvert andet øjeblik af toner og blinkende lamper, som giver os en følelse af hele tiden at være forbundet med andre mennesker. Samtidig gror vores nakke fast i foroverbøjet retning, vores fingerspidser slides mod plasticknapperne og vores øjne sendes flakkende rundt i et lyshav af informationer. Med tiden overbevises vi om, at den tilstand er normal.
Men degenerationen er i gang. Algoritmer kloner vores søgninger og kobler os til vores egne interesser i det uendelige – det vi møder på skærmen er ikke kontakt med andre, det er en til stadighed billigere version af os selv.
Det kontaktløse forhold handler om en ensom mand, omgivet af digitale apparater, som bliver forstyrret af et andet levende menneske og kan ikke tåle det. Hendes latter bag væggen går ham på nerverne. Hendes gråd gør ham angst. Han gemmer sig i sengen med puder for ørerne, men pludselig ryger han ned gennem et stort sort hul til en helt anden verden, uden levende væsner, kun beboet af en menneskestor robot.
Her får han chancen til at designe sit eget lykkelige liv uden forstyrrelser. Her slipper han for at udvise moralsk omsorg eller almindeligt menneskeligt hensyn. Robotten gør hvad han siger. Det går næsten for godt…
Med inspiration fra H.C. Andersens Nattergalen og associationer til Hitchcock’s Psyco-karakter Norman Bates og japansk social dating med vildskab og marionetteater-symbolik af mimer og performer Øyvind Kirchhoff og danser og koreograf Katrien van der Velden. Objekter, dukker og scenografi Rolf Søborg Hansen, lysdesignet Jeppe Lawaetz og instruktionen Lotte Faarup.
Det Olske Orkester ønsker at stille skarpt på den moderne verdens digitalisering og den menneskelige fremmedgørelse, der kan følge i den “nyere tid“. Første del var soloforestillingen ”Det førerløse menneske” produceret i foråret 2021, i foråret 2022 fulgte ”Det kontaktløse forhold”, og endelig konkluderer vi i 2023 med ”Den sidste udflugt”.
Du kan ikke få refunderet din billet, hvis du bliver syg eller ikke ønsker at anvende din billet alligevel. Det er ikke ændret. Så vidt det er muligt, ombytter vi dog gerne til en anden spilledag.
Citater fra anmeldelser
”Det Olske Orkester har, inspireret af H.C. Andersens ’Nattergalen’, begået en fin og analogt skarpsindig fortælling om menneske og maskine i digitaliseringens tidsalder. Det er anderledes dukketeater for voksne og store børn.
Alt går op i en scenekunstnerisk ret skøn forening i Lotte Faarups klare instruktion, hvor både performere, lys og lyd formår at gøre stort indtryk med små virkemidler.”
Teateravisen.dk
Katrien van der Velden er en vanvittig performer. I sin rolle som den forstenede og fjernstyrede kvinde, fremviser og udfordrer hun både, hvad kroppen kan og hvad den er i stand til at udtrykke. Jeg sidder stadigvæk tilbage tvivlende på, om hun virkelig er menneske eller om det er elektricitet, der løber igennem hendes årer.
Scenekanten.dk
”jeg er underholdt fra start til slut.”
Den4væg.dk
Det er teater, når det er allerbedst. Det er lige præcis det, de små teatre kan – more og underholde os med helt aktuelle og tankevækkende spørgsmål.
Danskesceniorer.dk
“Stor teaterkunst, simpelthen.”
Research til Det kontaktløse forhold
Postkort - TURNE INFO
SPILLER PÅ FORSØGSSTATIONEN 16. - 30. MARTS. 2022
SØNDER BOULEVARD 81, 1720 KBH. V.
Koncept
Det Olske Orkester
Medvirkende
Øyvind Kirchhoff
Katrien van der Velden
Dramatiker og instruktør
Lotte Faarup
Scenografi og dukker
Rolf Søborg Hansen
Lysdesign
Jeppe Lawaetz
Værksted og special effects
Jon Gelting
Lyddesign
Jonas Jørgensen
Produktionsleder og teknik
Søren Kyed
Opstillingstid
4 timer
Nedtagningstid
2 timer
Turnéperiode
04.03 – 23.3. 2024 – garantiordning
16.10 – 30.11 2024
06.01 – 31.01 2025
Pris
24.000 kr. aftenforestillinger
14.000 kr. skoleforestillinger
Varighed
ca. 70 minutter
Aldersgruppe
12 år +
Spillelokalets mål ekskl. publikum
Min. 9 m bredt, 7 m dybt og 3,5 m fri loftshøjde. Spillelokalet skal kunne mørklægges
Strøm
380 V, 3 X 16 A, samt stik m. 220 V