”Salt” var – ligesom ”Sukker ”- en oplevelse af de gode, og jeg vil glæde mig til den sidste i trilogien: ”Hvem er det, der banker”. Turneteater er krævende, men kan noget særligt. Skuespillerne kan ikke falde hen i rutine. Det er stærkt, det er levende, og det er tæt på os. Scenografien bliver nødt til at være anderledes og meget kreativ, og ”Det Olske Orkester” mestrer det hele. Denne gang var jeg som gammelt teatermenneske dybt fascineret af skuespillernes styrke, og instruktionens iderigdom. En lille ting som blæst illustreret ganske enkelt ved, at man blafrer med sit kostume. Genialt. Emnerne er historiske, men vedkommende for os i dag, fordi det har noget med vores selvforståelse at gøre. Men menneskelige skrøbeligheder og følelser er hele tiden med. Og fremstillingen af dem er koncentreret, det skal nås i få scener, men det lykkes. Jeg har ikke lyst til at sige noget negativt, kun at artikulationen svigtede lidt her og der så et par replikker gik tabt,og det er synd.. Alt i alt var det: Teater, når det – efter min mening – er allerbedst.